Når kriminelle bliver klikmænd: Hvorfor vi stadig elsker mænd med skæv fortid i reality og medier
Tro det eller ej, men vi har altid haft en lidt sær kærlighed til fyre med lidt skidt i bagagen. Du ved – de typer, der ligner en krydsning mellem en UFC-kæmper og en gammeldags vogntyv. I takt med at true crime trender højt på Netflix, og at reality-tv flytter fokus fra drinks og drama til dybere identiteter, er der én særlig figur, der bliver ved med at poppe op på radaren: Den “omvendte kriminelle”.
Men hvorfor er vi stadig fascineret af kriminelle typer – især når de genopfinder sig selv på landsdækkende DR?
Fra gangster til gæst i bedste sendetid
Mød Marko Jankovic. MMA-talent, tidligere anbragt – og nu snart DR-aktuel. I en ny dokumentarserie på DR, der har premiere til august, inviteres vi ind i hovedet på den klassiske bad boy-type med skrammer i både ansigt og fortid. Jankovic lægger ikke skjul på, at han har været omgivet af kaos – men det her er ikke endnu en docu-crime, hvor vi gennemgår gerningsøjeblikke i slowmotion.
Nej, hensigten er noget helt andet: Jankovic vil én gang for alle vise, at ikke alle med barske træk og balkansklang i stemmen er kriminelle – nogle har faktisk noget at sige. I dokumentaren tager han fat på, hvordan mænd med samme baggrund som ham ofte bliver stemplet, før de overhovedet får lov at holde døren for nogen.
Det handler med andre ord om at vise nuancerne – og punktere det narrative dæk, som medier, stereotyper og vi selv har pustet op i årevis. Læs mere om det her, hvor han forsøger at vise, at der ikke kun findes kriminelle og voldelige typer i miljøet.
Reality-reboot: Fra Paradise til afvaskede fortider
I 2022 troede vi måske, at reality havde nået sit peak med Ex on the Beach og F-Boy Island. Det havde det ikke. For nu er det som om, sendefladen får et moralsk filter. Vi ser flere formater, hvor tidligere kriminelle eller bad boys får chancen for at “vise hvem de virkelig er” – og det virker.
Tag fx DR’s aktuelle talent for at snige alvor ind i underholdning. De fortæller reelle historier, men pakker dem ind i noget, der stadig har flow-tv-glimmer over sig. Og mænd som Jankovic bliver deres stærke brikker i det spil, hvor tv ikke kun skal underholde, men også opdrage lidt på seeren – og måske også på gæsten selv.
Hvorfor finder vi det så pokkers spændende?
Måske er det hele en slags moderne Robin Hood-fascination. Vi hepper ikke nødvendigvis på forbrydelsen, men på forandringen. Vi elsker, når nogen vender skuden – især hvis de har gjort det i stiv kuling og mod alle odds.
Og lad os være ærlige: Der er noget uimodståeligt sejt over dem, der har overlevet en rå barndom, har tatoveringer med stavefejl og stadig kan sætte ord sammen klogere end en AHHA-sektion på TikTok.
Det er helte med ar på sjælen – ikke capes. Og det resonnerer i en tid, hvor vi allesammen enten har været i terapi eller overvejer at læse en bog om det.
Så… skal vi bare blive ved med at snakke om det?
Tjo, altså. Det handler jo ikke om at romantisere kriminalitet. Men i en verden, hvor alle fotos er filtreret, og hvor det “perfekte” image virker mere udmattende end inspirerende, er det faktisk okay forfriskende at se en mand med ridser i lakken … der ikke prøver at puste dem væk, men i stedet viser, hvor de kom fra.
Og hvem ved – næste gang du zapper forbi en dokumentar om kriminelle, er det måske ikke selve forbrydelsen, der fanger. Men fyren bag – og hans forsøg på at genstarte sit liv. Med støvet minder fra betonen, en højre hook, og et forsøg på at gøre noget helt andet…
