Introducer børnene for insekter

Introducer børnene for insekter

De fleste eksperter er enige om, at insekter vil komme til at spille en langt større rolle i fremtiden, end det er tilfældet i dag. Det handler om billig og bæredygtig protein, som er essentielt for både dyr og mennesker. Eller med andre ord: Både dyr og mennesker forventes i fremtiden at komme til at dække en langt større del af proteinbehovet ved at spise insekter.

Insekter i undervisningen

Nye trends starter næsten altid med nye generationer, og sådan kommer det nok også til at være med spisning af insekter (entomofagi). Både du og jeg er formentlig allerede så “satte”, at vi er meget lidt tiltrukket af tanken om at skulle spise insekter.

Helt anderledes er det med de mindre børn, som er naturligt åbne for alt nyt. Derfor er det essentielt, at de i skoleundervisningen introduceres for insekter på forskellige ledder. Det kunne f.eks. være melorme, fårekyllinger og græshopper, som er ufarlige og nemme at håndtere. Både melorme og fårekyllinger er samtidig nogle af de insekter, man forventer vil komme til at spille en betydelig rolle i fremtiden.

Der kan findes mange vinkler på undervisningen. Heldigvis er der allerede på nuværende tidpunkt udarbejdet masser af inspiration til undervisningsforløb. Et eksempel er denne PDF om fårekyllinger og melorme, som er udgivet af videncentret Astra.

I PDF’en kigges der på flere forskellige insekter, herunder også fårekyllinger og melorme. Især disse to insekt-typer er nemme at holde og passe i fangenskab, hvis undervisningsforløbet strækker sig over nogle uger.

Pasning af melorme

Melorme er nok det allernemmeste insekt at passe. De kræver faktisk blot en bakke med lidt havregryn, hvedeklid eller andet kornholdigt medie. De kan ikke kravle på glatte sider, så låg er forsåvidt slet ikke nødvendigt.

Giv gerne en stump gulerod i ny og næ, men hold ellers melormene relativt tørt. 

Ovennævnte PDF har link til en pasningsvejledning for melorme, hvor alle detaljer behandles mere indgående.

Pasning af fårekyllinger

Fårekyllinger er en lille smule mere besværlige at holde i fangenskab, bl.a. fordi de jo som bekendt kan hoppe. Derfor kræves der en beholder med høje glatte sider. De fleste fårekyllinger kan hoppe 20-30 cm, så sørg for at tage højde for dette. Et (vel-ventileret) låg kan være en fordel.

En anden ulempe er, at fårekyllingerne pipper. Derfor kan det måske være uhensigtsmæssigt at have deres terrarie stående på klassen. Et depotrum eller andet kan være en fin løsning. Terraiet kan så hentes ind, mens undervisningen pågår. Førnævnte PDF rummer i øvrigt ogsålink til en udførlig pasningsvejledning for fårekyllingerne.

Skriv et svar